Spædbarnsterapi

Spædbarnsterapi er en behandlingsmetode, der først og fremmest er rettet mod spædbørn, der har haft en hård start på livet. Det er spædbørn, der i deres tidlige leveår inden de får et sprog, oplever fysiske og psykiske belastninger, der er så belastende for dem, at det kan bremse dem i deres udvikling.

Belastningerne kan f.eks. være:
en vanskelig graviditet
hvis barnet er født for tidligt, og skal starte livet i en kuvøse,
eller i øvrigt skal gennemgå ubehagelige undersøgelser og måske operationer,
hvis barnet er adopteret
hvis mor er ramt af fødselsdepression

Et af de væsentligste budskaber i spædbarnsterapi er: Alt usagt binder energi.

Når det lille barn kommer i terapi, bliver der sat ord på det, der har været svært og barnet får fortalt sin historie på en ærlig, nænsom og forløsende måde. Ordene og de mødeøjeblikke, der opstår under fortællingen, skaber forandring og bringer orden i barnets indre kaos; det hjælper til at løsne det tidlige traume, og sætter barnet fri til naturlig udvikling.

Spædbarnsterapiens metode kan også gøre en forskel og virke forløsende for større børn og voksne, der har haft en svær start på livet.